PFA Invest fastholder førstepladsen blandt danske investeringsforeninger

PFA Invest er kommet godt igennem de seneste måneders uro og ligger fortsat nummer 1 blandt landets investeringsforeninger, når det kommer til at skabe langsigtede afkast målt i forhold til omkostninger og risiko. Det viser den seneste analyse fra det uafhængige analysebureau Morningstar

PFA’s investeringsforening, PFA Invest, bevarer pladsen øverst på skamlen i den seneste analyse fra det uafhængige analysebureau Morningstar, der analyserer og rangerer danske investeringsforeninger.

Dermed har PFA Invest indtaget førstepladsen alle måneder indtil videre i 2020. 

”PFA Invest er sat i verden for at skabe mest mulig værdi til vores kunder gennem lave omkostninger og gode risikojusterede afkast. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi endnu en gang bliver anerkendt for dette arbejde, og at vi fortsat ligger helt i top i Morningstars analyse blandt landets investeringsforeninger,” siger CEO for PFA’s investeringsafdeling, Christian Lindstrøm Lage.

Morningstars analyse sammenligner hver måned investeringsforeningernes evne til at skabe langsigtede afkast målt i forhold til omkostninger og risiko, og her ligger PFA Invest i den seneste analyse fortsat helt i top med en samlet rating på 4,18, hvor 5 er det højest mulige. PFA Invest er samtidig den eneste blandt de analyserede investeringsforeninger, som opnår en samlet rating, der er højere end 4,0.

Fortsat topkarakterer til balanceafdelinger

Christian Lindstrøm Lage påpeger, at PFA Invests flotte placering overordnet bunder i en stærk kapitalforvaltning, der gør brug af PFA’s effektive investeringsmotor, samt stordriftsfordelene ved at have Danmarks største kommercielle pensionsselskab i ryggen. På den måde sikres kunderne solide risikojusterede afkast og lave omkostninger.

Det afspejles også i den seneste analyse fra det uafhængige analysebureau Morningstar, hvor yderligere to af PFA Invests afdelinger opnår topkarakterer i form af femstjernede ratings. Det drejer sig om afdelingerne Udenlandske Obligationer og Højt Udbytte Aktier. Samtidig fastholder PFA Invests tre mest populære afdelinger Balance A, B og C alle deres femstjernede ratings.

”Det er glædeligt, at yderligere to af vores investeringsafdelinger tildeles fem stjerner i analysen fra Morningstar, samtidig med at vores tre balanceafdelinger, hvor hovedparten af PFA Invests kunder har deres sparepenge, bevarer deres topkarakterer. Det er et udtryk for, at vi hos PFA Invest tilbyder vores kunder en stærk og konkurrencedygtig vifte af investeringsmuligheder, uanset hvilken appetit på risiko de har,” siger Christian Lindstrøm Lage.

Positive afkast over længere sigt

Han oplyser, at høj- og mellemrisiko-afdelingerne, Balance C og B, har givet et akkumuleret afkast på henholdsvis 8 pct. og 6 pct. de seneste tre år. I samme periode har lavrisiko-afdelingen Balance A givet et afkast på knap 3 pct.

”Ligesom de fleste andre har vi også mærket de voldsomme udsving, der har præget de finansielle markeder i år. Det har indtil videre resulteret i negative afkast for vores balanceafdelinger i 2020, men vores forsigtige tilgang til markedet med en stor andel af defensive aktier har samtidig skærmet os for de værste fald. Morningstars analyse er en god påmindelse om, at investering oftest er langsigtet, og set over en længere periode har vi fortsat leveret konkurrencedygtige afkast målt i forhold til omkostninger og risiko. Det vidner fastholdelsen af vores førsteplads i analysen også om,” siger Christian Lindstrøm Lage.