Markedskommentar: Nedsat sigtbarhed præger markederne

Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

Dyb nedtur efterfulgt af et historisk stærkt rally er den korte beskrivelse af udviklingen på aktiemarkederne indtil videre i 2020. I hvert fald for amerikanske aktiers vedkommende. Det skriver PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, om i denne markedskommentar

Den seneste tids udvikling åbner på mange måder op for flere spørgsmål end svar. For betyder det, at vi nu har set bunden i et V-formet genopretningsscenarie? Eller er den seneste tids udvikling blot begyndelsen på en W-formet udvikling? Eller måske det, der er værre?

I min optik er der bred enighed om, at aktiemarkedet har inddiskonteret et V-formet udviklingsforløb, og viser det sig, at markedet får ret, udelukker det ikke større tilbagefald undervejs.

For de såkaldte bear-market rallies (perioder med pæne stigninger i tider, hvor den overordnede retning stadig er nedadgående, red.) kan betegnes som ret normale i tider som disse. Kursstigningerne er et resultat af, at køberne kommer på banen. Ofte drevet af billigere prisfastsættelser og/eller af myndighedernes tiltag for at vende udviklingen.

V-formet udviklingsforløb

Det er ikke anderledes i dag. Utallige redningskranse fra såvel regeringer som centralbanker er i de seneste uger blevet kastet ud, og samtidig peger smitteudviklingen i de vestlige økonomier mod, at toppen af smittekurven kan være nået.

Begge forhold er understøttende for risiko-stemningen på de finansielle markeder, da pejlemærkerne for investorerne i høj grad netop har været myndighedernes tiltag og den løbende udvikling i smittespredningen i den seneste tid.

Vækstprognoser er blevet lavet ud fra en præmis om, at social distancering og nedlukninger ”kun” vil strække sig over et begrænset tidsrum, og den præmis synes nu at blive indfriet med forsigtige genåbninger. Så på den måde er det måske ikke så underligt, at markedet har inddiskonteret et V-formet vækstscenarie.

For investorerne har det vigtige været, at der er blevet gjort det rigtige, og at vi nu har afprøvede drejebøger til begge fronter. Det forklarer i min optik også, hvorfor det V-formede vækstscenarie er inddiskonteret i markederne lige nu. Om end det stadig udestår, om der kan undgås en anden bølge i corona-smitten, og om der således er gjort nok finans- og pengepolitisk.

Manglende data kan medføre flere udsving

For investorerne vil udfordringen i de kommende uger fortsat være manglende makroøkonomiske data. Endnu er der kun få brugbare informationer at pejle efter, og det kan betyde, at der meget vel kan ses flere udsving på aktiemarkederne i de kommende uger.

Under en mere normal nedtur vil man gradvist kunne følge forværringen i økonomierne, men denne gang er det gået så hurtigt, at man nærmest ikke nåede at blinke. Meget makroøkonomisk data er derfor sat ud af spillet og vil i de kommende uger blot fortælle, hvor slemt det hele står til. Helt som forventet, og på den måde svært at anvende, når der skal siges noget fornuftigt om den fremadrettede udvikling.

Relevansen af makroøkonomisk data for de finansielle markeder vil derfor først komme igen, når vi når punktet, hvor de afspejler tiden med genåbningerne. Sandsynligvis i løbet af maj og juni.

Dermed er der altså i en periode endnu ikke meget at navigere efter, og der er derfor også fortsat rigeligt med plads til, at der kan komme store stemningsdrevet udsving på aktiemarkederne helt afhængig af smittespredning og processen med at genåbne økonomierne.

Kvartalsregnskaber kan – måske – give klarhed

For nærværende er regnskaberne for årets første kvartal det eneste, vi får af ny finansiel information, og som derfor kan drive markederne.

Her bliver det interessant at følge de hint, som vi får om fremtiden. Problemet er bare, at de, der skal give hos hintene, sidder med den samme nedsatte sigtbarhed, som alle os andre.

Det kan derfor måske være værd at huske på, at i mørke tænder bilisten oftest for det lange lys. Tilpasser farten og holder ruten. For investorer svarer det til at holde sig til den valgte investeringsstrategi. Om end det i perioder kan være nødvendigt med flere tilpasninger - eller såkaldte rebalanceringer - så man ikke kører for langt væk fra den risiko, man ønsker at have.

Denne markedskommentar er skrevet af chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen.